Leif Sørensen kender ruten rigtigt godt denne torsdag morgen. Han kører den nemlig hver torsdag. Og han kender efterhånden også de historier, som hans seks passagerer fortæller på turen til Vestervig.
For mens Grete og Inga kan pege ud ad vinduet i minibussen og fortælle, hvor de som børn hakkede roer, og Bent kan huske, hvordan han i sin tid som chauffør kørte kvier til Rusland, så er det taxachauffør Leif Sørensen, der sørger for, at de får jakken på og husker at få katten ud af huset, inden han også klarer at låse hoveddøren, når de skal i dagtilbud for mennesker med demens på plejecentret Sct. Thøgersgaard i Vestervig.
- Det er et alsidigt job, og det kan godt tage 10 minutter at få en kunde til at sætte sig, men jeg ved, hvorfor det er sådan, og vi har planlagt turene, så tingene bliver gjort så meget på samme måde som muligt. Det giver tryghed. Så må det tage den tid, det tager, fortæller Leif Sørensen.
Hædret af Demensalliancen
Han er chauffør hos Hurup Taxi. Sammen med kollegerne hos Dantaxa i Thisted, modtog han i efteråret 2024 en helt særlig hæder for virksomhedernes indsats for at gøre taxakørslen i Thy demensvenlig.
På årsmødet for den nationale Demensalliance blev Thisted Kommune nemlig anerkendt for initiativet ”Taxa i Thy med Smil og Håndsrækning”. Et tiltag, hvor kommunens demenskoordinatorer samarbejder med EUC Thisted om at undervise nye taxachauffører i demens. I begrundelsen for valget af Thisted som vinder i kategorien ”transport” lød det blandt andet, ”at initiativet gør en reel forskel i hverdagen”.
- Vi er meget stolte over og glade for at blive anerkendt for indsatsen. Vi har jo tydeligt kunnet se den forskel, som initiativet gør i hverdagen. Ikke blot for mennesker med demens og deres pårørende - men også for chaufførerne. De bliver mere trygge ved opgaven med at køre med denne gruppe af borgere, siger Yvonne Tilsted, der er plejecenterleder i Thisted Kommune.
Den vigtige, personlige relation
Leif Sørensen er ikke én af de nye chauffører, der har været gennem undervisningen på EUC, men han medgiver, at den viden, som demenskoordinatorerne deler med ham og de andre garvede chauffører, er vejen frem.