”Selvfølgelig er det noget lort, men… ”

Dictte er ét af hendes fem voksne børn. De er alle en del af kredsen omkring deres mor, og sammen med Annamaries søster, kæreste, øvrige familie, venner og veninder spiller de alle i dag en stor rolle i at gøre hverdagen aktiv for Annamarie.  De færdigheder, der forsvandt først, har for Annamarie også været dem, hun altid har vist mindst interesse for. I dag styrer andre hendes økonomi og sørger for, at hun kommer til aftaler og lægebesøg.

- Selvfølgelig er det noget lort, men vi taler om det, så det ikke bliver et tabu. Enten i de små ting som “hvad er det nu, min kode er?” og det større “hvor lang tid har jeg mon tilbage?” Men vi lader ikke demensen overtage alle samtaler. Vi kan ikke ændre på situationen, så nu lever vi med den og får det bedste ud af livet, som det nu engang er blevet, siger Dictte.

Åbenhed gør livet lettere 

Åbenhed er en af de meget afgørende brikker i relationerne i den nye livssituation, og mor og datter er enige om, at den gør et liv med en svær sygdom lettere at håndtere. 

- Der er ikke noget, vi ikke må tale om. Ved at være åbne omkring de ting, der er svært for min mor, så er det nemmere at hjælpe hende, fortæller datteren. 

Åbenheden tager også en byrde af Annamaries skuldre. Når andre ved, hvad der er på spil, så kan hun slappe mere af i alle situationer.

- For nyligt havde jeg en træls oplevelse, som faktisk betød, at jeg nu har besluttet, at jeg vil sige, at jeg er ramt af demens, når jeg møder nye mennesker. På den måde bliver jeg ikke presset på at føle, jeg skal præstere. For føler jeg det, så lukker mit hoved helt ned, siger Annamarie. 

Oplevelse ændrede tilgang 

Episoden som har gjort, at hun nu præsenterer sig som ”Annamarie, der lever med demens”, var en episode i et selskab med andre, hvor én spurgte, hvad hendes børn hed? Det kunne Annamarie pludselig ikke huske, og det gjorde hende enormt ked af det.

- Kan jeg, ved at fortælle jeg har demens, være med til at undgå at havne i sådan en situation igen, så er det skønt. Så kan jeg i stedet bruge min energi på de gode ting, siger hun. 

Fællesskab i gården 

Én af de gode ting lige nu er en lille gårdhave i fællesgården, hvor hun bor til leje. Her har Annamarie fået etableret et hjørne med plantekasser til blomster og krydderurter. Plantekasserne har kæresten Jens bygget. Her er stole og borde, og ejendomsselskabet har bakket op om initiativet og indkøbt en grill til beboerne. 

- Før var her slet ikke et samlingssted, og jeg er meget glad for, at vi har fået det. Nu kan jeg kigge ud ad mit køkkenvindue, og ser jeg nogen af de andre dernede, så går jeg også ned, siger Annamarie. 

Caminoen til oktober 

For selvom ordene til tider er svære at finde i den demensramte hjerne, så holder hun meget af at være sammen med andre. For hende er samværet til tider nok, og det vil hun blive ved med at søge.

- Vi har lært, at vi ikke altid behøver tale om en hel masse, for det er noget af det, som er svært, når man er har en sygdom i hjernen. Men samværet alene giver min mor mening og værdi, og hun har fortsat mod på mange ting, siger Dictte Madsen.

- Til oktober skal jeg ud at gå…..hvad er det nu, den hedder….jeg gik også på den for 16 år siden….Caminoen! I Spanien. Sammen med min veninde Iben og nu skal vi gøre det igen. Jeg ved godt, at det bliver en anderledes oplevelse den her gang. Men Iben og mine børn har talt om det, og jeg er glad for at vandre. Når man går, skal man ikke tænke på så meget og kan nyde at være lige der, hvor man er, slutter Annamarie Bundgaard.

Bliv klogere på, hvad du kan gøre